Dansk regional erhvervsfremme i Europa

Henrik Halkier, professor ved Aalborg Universitet

Både i Danmark og i resten af Vesteuropa har regional erhvervsfremmepolitik gennem de sidste 25 år gennemgået to store forandringer med hensyn til mål, virkemidler og organisation.

Oprindeligt handlede regionalpolitik primært om at flytte økonomisk aktivitet ud til kriseramte perifere områder med høj arbejdsløshed og samtidigt lette presset på arbejdsmarked og infrastruktur i dele af landene, hvor den økonomiske udvikling gik stærkest. I Danmark skete dette i form af egnsudviklingspolitikken, hvor der blev givet investeringstilskud til virksomheder, der udvidede produktionen i statsligt udpegede støtteområder (Halkier, 2001), og tilsvarende ordninger fandtes i varierende omfang i resten af Vesteuropa. Den første markante forandring skete i løbet af 1980erne, hvor initiativer ’nedefra’, der forsøgte at håndtere specifikke udviklingsproblemer, nu blev opfattet som langt mere perspektivrige end generelle virksomhedstilskud med hensyn til at skabe vækst og udvikling i de enkelte regioner. Øget regional konkurrenceevne erstattede således omfordeling mellem regionerne som begrundelse for regionalpolitiske tiltag, og erhvervspolitikken kom på den politiske dagsorden i regionerne i Vesteuropa, ikke alene i svagere perifere områder, men også i stærke metropole vækstcentre (Bachtler, 1997), og i Danmark afskaffedes egnsudviklingsstøtten, mens regionalpolitiske initiativer ’nedefra’ gradvist spredtes til størstedelen af landet(Damborg og Halkier, 1998). I slutningen af 1980erne begyndte så den anden og seneste bølge af regionalpolitisk forandring, nemlig en stigende grad af sammenknytning af regionale og nationale/europæiske indsatser: Først gennem de europæiske strukturfondsprogrammer, der finansierede og regulerede regionale tiltag i perifere regioner (Bachtler, 1997), og senere i en række lande gennem nationale tiltag, der søger at skabe ensartede rammer for den regionale erhvervsudviklingspolitik i samtlige regioner – sådan som det bl.a. er sket i England, Sverige og senest i Danmark med oprettelsen af de regionale vækstfora (Benneworth, 2001; Halkier, 2008; Östhol og Svensson, 2002).

Set fra den enkelte vesteuropæiske regions synspunkt er der med andre ord sket et markant rolleskift, fra at regionen oprindeligt var en passiv modtager af statslige tilskud til, at den nu selv er blevet en erhvervspolitisk aktør inden for de mere eller mindre vide rammer, der bliver defineret på det nationale og europæiske niveau. Mens det tidligere ’blot’ handlede om at gøre sig så tiltrækkende som muligt over for udefrakommende virksomheder gennem statslige investeringstilskud, så er handlingsmulighederne i dag langt mere komplekse: Samtidig med at den økonomiske konkurrence på det globale marked er blevet skærpet, er den erhvervspolitiske indsats fra konkurrerende regioner stadig mere iøjnefaldende, og regionernes virkemidler er blevet mere og mere videnstunge gennem f.eks. erhvervsrådgivning, netværksdannelse og klyngeudviklingsprogrammer. Men hvor placerer danske regioner sig med hensyn til erhvervsudviklingsaktiviteter både i forhold til generelle europæiske trends og i forhold til andre regioner med tilsvarende økonomiske udfordringer og reguleringsmæssige rammer?

Tværgående surveys af regional erhvervsfremme vanskeliggøres af det kolossale antal involverede organisationer, og der er således hidtil kun blevet foretaget nationale surveys  eller europæiske studier baseret på relativt få organisationer (Halkier og Danson, 1997; Yuill, 1982). Som led i et europæisk forskningsprojekt om vidensprocesser og regional udvikling, EURODITE,[1] er der imidlertid blevet taget et første større skridt i retning af etableringen af et bedre overblik over regionalt baseret erhvervsfremme i EU, idet der ved Aalborg Universitet er blevet gennemført en systematisk undersøgelse af regional erhvervspolitik i 22 EU medlemsstater i 2007. For hver medlemsstat er det administrative niveau, der er mest betydningsfuldt med hensyn til regional erhvervsfremme, blevet identificeret, og i hver af regionerne på dette niveau er så den organisation, der er mest central mht. planlægningen og gennemførelsen af konkrete erhvervsfremmetiltag på det regionale niveau, blevet udvalgt med henblik på analyse. Af de 273 regioner/organisationer, der på denne måde blev identificeret som potentielle undersøgelsesobjekter, viste cirka en tredjedel ikke at have tilstrækkeligt fyldige eller sprogligt tilgængelige hjemmesider, og resultatet var således, at 181 organisationer har kunnet analyseres på grundlag af den policy profiling tilgang, der præsenteres i det følgende.[2]

Policy profiling af regional erhvervsfremme
Sammenligningen af dansk regional erhvervsfremme med 175 andre regioner er baseret på en tilgang til benchmarking, som er inspireret af institutionalistisk policy analyse (Halkier, 2006, 2007). Policy profiling er en måde systematisk at identificere centrale karakteristika ved individuelle erhvervsfremme initiativer, de organisatoriske rammer for regionens erhvervspolitik samt den bredere økonomiske og erhvervspolitiske kontekst initiativerne opererer indenfor, som illustreret af Figur 1.

Den bredere kontekst for regional erhvervsfremme vedrører tre aspekter, der tilsammen belyser det generelle udgangspunkt for regional erhvervspolitisk handling ved at karakterisere regionens forhold til sine omgivelser: hvilken grad af frihed har regionen til at tilrettelægge sine egne strategier, hvilken indflydelse har regionens indbyggere på regionens aktiviteter, hvilke markeder konkurrerer regionens virksomheder primært på og i hvilket omfang er eksterne (nationale, europæiske) regionalpolitiske programmer aktive i regionen? Den organisatoriske kontekst for individuelle erhvervsfremmeinitiativer udgør rammerne for iværksættelse og implementering af konkrete tiltag til fremme af økonomisk udvikling i regionen, og den kan belyses gennem tre karakteristika ved erhvervsfremmeorganisationen, nemlig hvilken grad af frihed erhvervsfremmeorganisationen har til at tilrettelægge sine aktiviteter, i hvilken overordnet retning organisationen ønsker at præge regionens erhvervsmæssige udvikling og hvilke ressourcer der kan bringes på banen i forsøget på at forfølge disse mål. Endelig kan de centrale karakteristika for den enkelte erhvervspolitiske tiltag sammenfattes under fire hovedaspekter, nemlig de organisatoriske rammer for det enkelte tiltag, de overordnede og konkrete mål for forandring (hvem skal påvirkes og i hvilken retning) og de midler der tages i anvendelse for at skabe forandring (hvilken incitamentstruktur etableres for målgruppen).

Danske regioners erhvervspolitiske profil
Profileringen af de danske regioners erhvervspolitik falder i tre dele: Først skitseres regionernes forhold til omgivelserne, dernæst ses nærmere på de regionale vækstfora som centrale erhvervsfremmeaktører og endelig analyseres for hver af disse tre centrale erhvervspolitiske foranstaltninger.

Efter strukturreformen blev den regionale udviklingspolitik regionernes næststørste politikområde efter sygehusene, men de socioøkonomiske udfordringer er imidlertid forskellige i de fem regioner, symbolsk markeret i hovedstadsregionens etablering af et særskilt vækstforum for Bornholm og den statslige udpegning af såkaldte yderområder der i særlig grad skal tilgodeses. Som den centrale regionalpolitiske aktør i regionerne står de nye vækstfora stærkere over for de valgte regionsråd end sine ’frivillige’ forgængere: Vækstforum er oprettet ved lov, der er etableret en grad af gensidig vetoret mellem vækstforum og regionsrådet, kommunernes rolle i partnerskabet er blevet indirekte styrket ved, at de nu er blevet pligtige til at medfinansiere de regionale aktiviteter gennem det såkaldte udviklingsbidrag og endelig kan regionerne kun implementere erhvervspolitiske initiativer ” i regi af selvstændige juridiske enheder” (Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2005). De bliver derved afhængig af f.eks. tværkommunalt samarbejde om etablering af regionale erhvervsrådgivningscentre. Den nye erhvervsfremmelov fastlægger endvidere seks områder, som regionerne skal arbejde med inden for erhvervsudvikling – innovation, ny teknologi, iværksætteri, menneskelige ressourcer, turisme, yderområder – og definerer desuden de midler, der kan tages i anvendelse, nemlig (helt på linie med den hidtidige statslige regulering af amters og kommuners erhvervspolitiske aktiviteter) hvad som helst, der kan ”være til gavn for en åben kreds af erhvervslivet” og ikke involverer ”direkte finansiel støtte til enkelte erhvervsvirksomheder”(Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2005, § 9). I praksis betyder det ny institutionelle set-up, at regional erhvervspolitik i Danmark bliver til i et samspil mellem det regionale vækstforum som en partnerskabsorganisation, hvor private erhvervsaktører, region, kommuner og vidensinstitutioner fastlægger nogle overordnede strategiske rammer, der så udfyldes af initiativer fra offentlige og/eller private projektmagere.

Dette bottom-up-agtige udgangspunkt skulle i teorien betyde, at mulighederne for en målrettet håndtering af specifikke udfordringer i de enkelte regioner er betragtelig, og når man ser på konkrete prioriteringer med hensyn til f.eks. klyngeinitiativer, er der da også nogle forskelle – om end de relativt ensartede erhvervsstrukturer også betyder, at områder som fødevarer og energi er i fokus i adskillige regioner. Hvis man blot kigger på de tre mest prominente tiltag for hver af de seks regionale vækstfora, er de indbyrdes ligheder imidlertid langt mere iøjnefaldende: [3] styrkelse af den regionale konkurrenceevne står centralt hos samtlige, implementeringen varetages af en eller flere eksterne aktører og initiativerne sigter primært på at skabe forandringer i virksomheder, men et stort mindretal har også enkeltindivider – medarbejdere eller ledere – som målgruppe, og forandringer med hensyn til viden er en gennemgående målsætning, om end etablering/forandring af netværksrelationer også er prominent. Policy-instrumenterne indeholder uden undtagelse information som et centralt incitament for at skabe forandring blandt virksomhederne, men også støtte til netværksdannelse bringes hyppigt i anvendelse, og der stilles i den forbindelse systematisk krav til målgruppen for at give adgang til policy-ressourcerne, om end der også i langt de fleste tilfælde er et moment af fri adgang til især information.

Alt i alt tegner der sig således en rimeligt entydigt og næppe voldsomt overraskende dansk profil, men den regionale erhvervsfremme kunne jo være grebet an på mange andre måder: Aktiviteterne kunne være placeret i regi af regionen selv snarere end henlagt til diverse partnerskabsorganisationer og netværk, der kunne have været fokus på at fremme fysiske investeringer i stedet for at forandre virksomhedernes ’software’ og ’orgware’, finansielle incitamenter kunne have haft en langt mere fremtrædende rolle som virkemiddel eller der kunne have været fokus på kulturel viden som led i regional branding. Kort sagt, selv om målet stadigvæk havde været langsigtet styrkelse af konkurrenceevnen, så har de danske regioner en - set i et internationalt perspektiv - karakteristisk profil, som ligger tæt på nogle europæiske regioner og fjernt fra andre.

Danske regioner i Europa
Dette afsnit indeholder en sammenligning af danske regioners erhvervspolitiske profil med 175 andre regioner i Europa. Denne benchmarking starter med at fokusere på regionens centrale politiske og økonomiske betingelser – de grundbetingelser som den regionale erhvervspolitik opererer på – og ser derefter nærmere først på erhvervsfremmens organisatoriske forhold, for så, sidst men ikke mindst, at analysere de enkelte policy tiltags centrale karakteristika. De europæiske regioner sammenlignes med en fiktiv ’dansk gennemsnitsregion’, som det i praksis kun er Hovedstaden og Bornholm, som afviger mere end marginalt fra.[4]

Hvad angår regionens forhold til omgivelserne, er danske regioner på mange måder typisk europæiske. I forlængelse af de seneste årtiers økonomiske strukturændringer i baghovedet er det næppe overraskende, at antallet af regionerne, der helt eller delvist er udpeget som støtteområder i forhold til nationale regionalpolitiske programmer, er langt større end antallet af regioner, der ikke er udpeget overhovedet (Figur 2), og med hensyn til politiske strukturer indgår næsten halvdelen af de analyserede regioner i et decentraliseret politisk system (Figur 3), hvor væsentlige offentlige aktivitetsområder varetages af subnationale aktører under statsligt opsyn. Når dette er sagt, må det samtidigt understreges, at der også er et stort antal regioner, hvis politiske og økonomiske position er klart forskellige herfra: Industriregioner fuldt integreret i den nationale regionalpolitik er der mange eksempler på i f.eks. Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Sverige, og regioner med et større (Tyskland, Spanien, Belgien) eller mindre (Holland, Portugal, Letland) politisk handlerum i forhold til det nationale niveau. Faktisk er det kun 17 af de 175 øvrige regioner, der har den samme profil som de danske med hensyn til disse grundlæggende økonomiske og politiske parametre, nemlig en række franske og italienske regioner, der også kombinerer industri- og servicevirksomhed med et betydeligt agrart opland.

Indtrykket af Danmark som typisk europæisk passer langt dårligere med hensyn til de organisatoriske rammer for den regionale erhvervsfremme. Mens det store flertal af de analyserede organisationer er sponsoreret af det regionale niveau eller af en flerhed af sponsorer, der typisk også omfatter regionen, så tilhører de danske regioner det mindretal, hvor den regionale erhvervsfremmeorganisation er blevet etableret som følge af et nationalt tiltag. Tilsvarende er forholdet mellem den politiske sponsor og den regionale udviklingsorganisation langt fra typisk, for godt nok praktiserer det store flertal af de analyserede regioner et armslængdeprincip, hvor detaljeret politisk indblanding i planlægningen og gennemførelsen af erhvervsfremmen modvirkes gennem etablering af en selvstændig organisation uden for den egentlige offentlige forvaltning (Figur 4), men det typiske europæiske billede er enten én sponsor (oftest regionen) eller en flerhed af sponsorer, som sammen skaber de overordnede rammer, inden for hvilke erhvervsfremmeorganisationerne så har frihed til at operere. Til gengæld er de danske regioner igen på linie med størstedelen af de analyserede organisationer med hensyn til betoningen af styrkelse af konkurrenceevnen som den centrale strategiske værdi snarere end lighed med andre regioner (Figur 5), ligesom placeringen i middelgruppen rent størrelsesmæssigt (fra 21 til 100 medarbejdere) heller ikke på nogen måde kan siges at være usædvanlig. Også fra et organisatorisk perspektiv varierer den regionale erhvervsfremme således betragteligt i Europa, idet nogle få lande, inklusiv Danmark, har et helt ensartet system med kun én hovedsponsor – staten i Irland, kommunerne i Finland, en fast flerhed af sponsorer i Portugal – mens variationen er langt større i lande som f.eks. Tjekkiet, Grækenland og Sverige, og det regionale niveau er praktisk taget enerådende i Spanien, Tyskland og Italien. Overalt i Europa er fokuseringen på øget konkurrenceevne som en central værdi for organisationerne iøjnefaldende, og de enkelte undtagelser, hvor spørgsmålet om lighed er i fokus, er uden undtagelse udkantsområder ud fra et samlet europæisk perspektiv. Alt i alt er variationen med hensyn til forholdet til organisatoriske karakteristika så stor, at kun en håndfuld, især svenske, regioner har profiler, der er identisk med de danske med hensyn til tre ud af fire parametre, noget der klart nok peger på, at statslig regulering generelt formentlig spiller en vigtig rolle med hensyn til de organisatoriske rammer for udformningen af den regionale erhvervspolitik.

For hver af de 181 organisationer er de fire mest fremtrædende erhvervsfremmetiltag udvalgt, og analysen af i alt næsten 700 erhvervsfremmetiltag viser, at langt de fleste programmer/projekter implementeres af organisationen selv, eventuelt i Danmark, i samarbejde med andre partnere, mens kun ganske få tiltag overlades til andre offentlige aktører. Langt større spredning findes med hensyn til, hvem der sponsorerer de enkelte tiltag: Mens cirka halvdelen fremstår som rent regionale initiativer, så er der også en væsentlig involvering af andre politisk-administrative niveauer, hvor specielt det nationale niveau spiller en iøjnefaldende rolle, mens den komplekse flerhed af policy-sponsorering, der kendetegner de danske regioner, kun findes i mindre end en tiendedel af de analyserede tiltag (Figur 6). Omvendt er det på baggrund af de ovenfor beskrevne centrale strategiske værdier ikke overraskende, at styrkelse af konkurrenceevnen også er næsten enerådende som værdimæssig begrundelse for de enkelte tiltag. Undersøgelsen viser meget tydeligt, at den vigtigste målgruppe for regionale erhvervsfremmeaktiviteter i Europa er virksomheder og organisationer, idet rent person-orienterede tiltag, som f.eks. uddannelse, kun udgør omkring syv procent af de analyserede initiativer (Figur 7), og her er de danske regioner med både personer og virksomheder/organisationer som målgruppe altså forskellig fra hovedparten af de øvrige analyserede europæiske regioner. Tilsvarende er det også tydeligt, at med hensyn til erhvervsfremmeinitiativernes forandringsmål – dvs. hvad forventes at være anderledes efter deltagelse i et udviklingsprojekt – så tilhører de danske regioner klart nok et mindretal, der vægter at påvirke både software og orgware hos målgruppen, mens det generelle billede i det øvrige Europa er, at hovedparten af initiativerne forsøger at påvirke enten virksomhedernes/medarbejdernes vidensressourcer eller de fysiske produktionsforhold (Figur 8). Med hensyn til de anvendte policy-ressourcer er det klart, at den væsentligste enkelt-ressource, der anvendes i regional erhvervsfremme i dag, er information, enten alene eller i kombination med organisatoriske eller finansielle ressourcer, mens de to sidste virkemidler relativt sjældent anvendes alene. De danske regioner er således her placeret i den europæiske mainstream, om end i den del af spektret hvor finansielle virkemidler ikke er centrale (Figur 9). Med hensyn til specifikke mål og midler i erhvervsfremme er Grækenland og Sverige de lande, hvor kombinationen af personer og organisationer som målgruppe er mest udbredt, mens organisationer, typisk private virksomheder, er den altdominerende målgruppe generelt. Omvendt er billedet meget mere spredt mht. initiativernes forandringsmål, hvor kombinationen af orgware og software er mest udbredt i Danmark, Sverige og Tyskland, mens forandring af produktions-hardware spiller en relativ stor rolle i især Tyskland, Spanien og Frankrig. Hvad angår policy-ressourcer, så er kombinationen af information og organisation også særlig fremtrædende i netop Tyskland, Spanien og Frankrig, mens den set i et europæisk relativt sjældnere brug af finansielle ressourcer er mest udbredt i Holland, Italien og Slovenien.

Alt i alt betyder variationen inden for de ti centrale aspekter af de regionale erhvervspolitiske initiativer, der er blevet analyseret, at der kun er to regioner, begge svenske, hvor de analyserede erhvervsfremmeinitiativer indeholder præcis de samme karakteristika som flertallet af de danske regioner, mens godt 10 % af regionerne – især i Belgien og Portugal men spredt gennem store dele af Europa – har sammenfald med hensyn til 9 ud af 10 policy-parametre. Omvendt har omkring 1/3 af regionerne kun sammenfald med 6 eller færre parametre, og der anvendes således klart nok, til trods for den generelle enighed om styrkelse af virksomhedernes og regionens konkurrenceevne som målsætning for regional erhvervspolitik, meget forskellige virkemidler for at realisere dette mål.

Mønstre og udviklingstendenser: Danmark langt fremme i skoene?
Analysen af centrale aspekter af den regionale erhvervsfremme i Europa har demonstreret, at der er en række punkter, hvor der er en meget høj grad af konvergens mellem de 181 regioner, der er blevet analyseret. Det gælder især de værdier, der er den centrale begrundelse for de overordnede strategier og konkrete policy-tiltag, hvor forbedring af konkurrenceevnen var stort set enerådende som begrundelse for, at det er nødvendigt for det offentlige at iværksætte erhvervspolitiske foranstaltninger, og den type organisationer, der står for implementeringen, der i langt de fleste tilfælde var placeret i armslængde fra de politiske sponsorer.

På andre punkter er forskellen mellem regionerne og deres erhvervsfremmeaktiviteter imidlertid iøjnefaldende, nemlig når det drejer sig om de videre organisatoriske rammer for erhvervsfremmen, de konkrete mål for forandringen, der søges opnået, og de policy-ressourcer der bringes i anvendelse. I praksis betyder dette, at der til trods for den delvise konvergens stadigvæk eksisterer så forskellige tilgange til regional erhvervsfremme i Europa, at det er muligt at identificere i hvert tilfælde tre modeller, der for overskuelighedens skyld i første omgang kan gives geografiske betegnelser,[5] nemlig

• den angelsaksiske model, hvor udviklingsorganisationerne ofte er relativt store, primært sponsoreret af det nationale niveau, og har en bred vifte af målgrupper, forandringsmål og policy-instrumenter (eksempler herpå er de britiske regional development agencies),
• den germanske model, hvor relativt stærke regioner inden for en føderal politisk struktur er de primære sponsorer af den regionale erhvervsfremme, og hvor den primære målgruppe er virksomheder/organisationer (eksempler herpå er f.eks. organisationer sponsoreret af de østrigske delstater) og
• den mediterrane model, hvor regionerne igen er den primære sponsor, men hvor der lægges relativt større vægt på at forandre fysiske strukturer, og hvor finansielle virkemidler fortsat spiller en fremtrædende rolle (eksempler herpå er organisationer sponsoreret af spanske selvstyre-områder).

Det må understreges, at der hverken er belæg for at operere med en nordisk eller en østeuropæisk model – dertil er variationen imellem de fleste af landene for stor – de danske regioner passer ikke specielt godt ind i nogen af de tre modeller, og det er derfor nødvendigt også at se nærmere på Danmark i forhold til individuelle regioner i Europa.

På den ene side kan det konstateres, at de danske regioners profil ligger i udmærket forlængelse af bredere udviklingstendenser i Europa, f.eks. med hensyn til

• involveringen af et stigende antal aktører i sponsoreringen af de armslængde-organisationer, der stadig står for planlægning og gennemførelsen af erhvervsfremmeaktiviteter i regionerne,
• det stadig mere entydige fokus på konkurrenceevne som den centrale strategiske værdi, satsningen på udvikling af lokale virksomheder i regionerne (og dermed mindre vægt på tiltrækning af udefrakommende investeringer) og
• den stigende betydning af ’bløde’ policy-instrumenter bygget op omkring information og organisation som virkemidler.

Der er endda en række punkter, hvor det ville være muligt at hævde, at de danske regioner er om ikke på forkant med udviklingen, så dog i det mindste med i den forreste bølge med hensyn til erhvervspolitisk udvikling. Det gælder især

• det tiltagende fokus på medarbejdernes og ledelsens kompetencer som et mål for forandring,
• fokuseringen på etablering af netværk virksomhederne imellem og i forhold til andre aktører samt
• anvendelse af organisatoriske midler som policy-ressource.

Men selv om de danske regioner på nogle områder er med i den europæiske front hvad angår regional erhvervsfremme, så kunne der sikkert stadig være muligheder for yderligere at forbedre indsatsen, og inspirationen hertil kan naturligvis komme fra mange sider, f.eks. gennem systematisk og løbende evaluering af den eksisterende indsats internt i regionen via nationale benchmarking aktiviteter, eller gennem international inspiration. Sammenligningen af 181 europæiske regioner viser, at de udenlandske regioner, der på flest parametre ligner de danske, ligger i Sverige, Ungarn, den fransk-talende del af Belgien, Italien og Portugal. Mens den udbredte – men inden for regional erhvervsfremme faktisk forkerte – forestilling om de nordiske landes fællestræk mht. offentlig politik gør svenske regioners optræden på liste over ’mest ens’-regioner mindre overraskende, så har regioner i de øvrige lande været langt mindre i fokus end f.eks. deres britiske eller for den sags skyld tyske regioner som studieobjekt. Undersøgelsen peger på, at der kunne være en pointe i at kaste nettet lidt bredere ud næste gang, der skal søges inspiration uden for landets grænser til dansk regional erhvervsfremme.

Referencer
Bachtler, J. (1997). New dimensions of regional policy in western europe. In M. Keating & J. Loughlin (Eds.), The political economy of regionalism (pp. 77-89). London: Frank Cass.

Benneworth, P. (2001). Regional development agencies - the early years.Seaford: RSA.

Damborg, C., & Halkier, H. (1998). Regional development agencies in denmark - towards a danish approach to bottom-up regional policy. In H. Halkier, M. Danson & C. Damborg (Eds.), Regional development agencies in europe (pp. 80-99). London: Jessica Kingsley.

Halkier, H. (2001). Regional policy in transition - a multi-level governance perspective on the case of denmark. European Planning Studies, 9(3), 323-338.

Halkier, H. (2006). Institutions, discourse and regional development. The scottish development agency and the politics of regional policy.Brussels: PIE Peter Lang.

Halkier, H. (2007). Regional policy profiling.Birmingham: Eurodite, University of Birmingham, http://www.eurodite.bham.ac.uk/partners/Reports/PolicyProfiling.doc.

Halkier, H. (2008). Regional udviklingspolitik: Nordjylland som foregangsregion? In J. L. Christensen (Ed.), Hvad skal nordjylland leve af?Aalborg: CRU, Aalborg University.

Halkier, H., & Bendtsen, S. (2008). Rammer under forandring. Regional erhvervsudviklingspolitik i region nordjylland i europæisk perspektiv.Aalborg: CRU, Aalborg Universitet.

Halkier, H., & Danson, M. (1997). Regional development agencies in europe: A survey of key characteristics and trends. European Urban and Regional Studies, 4(3), 243-256.

Yuill, D. (Ed.). (1982). Regional development agencies in europe.Aldershot: Gower.

Økonomi- og Erhvervsministeriet. (2005). Forslag til lov om erhvervsfremme 24.2.2005 (l47).

Östhol, A., & Svensson, B. (2002). The swedish cases - partnership by state-led design. In A. Östhol & B. Svensson (Eds.), Partnership responses - regional governance in the nordic states (pp. 85-134). Stockholm: Nordregio.

Emner: Regionalpolitik