Publikationer
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice

Case fra Nordjylland

01.05.2009

Nordjysk iværksætternetværk skaber jobs

Skobutikken Carla F i Aalborg var aldrig blevet til virkelighed uden støtte og rådgivning fra Nordjysk Iværksætter Netværk.

Med en uddannelse i administration og politik fra Aalborg Universitet lå det ikke i kortene, at Tina Schrøder skulle ende som iværksætter og ejer af skobutikken Carla F.

- Under min uddannelse arbejdede jeg deltids i en skobutik, og det har altid trukket i mig at stå i butik. Så det var kun naturligt, at jeg begyndte at lege med tanken om, hvordan det ville være at starte op for mig selv, fortæller Tina.

Start egen virksomhed
Tankerne om at blive selvstændig rumsterede i hovedet på Tina, og hun slog til, da hun faldt over en annonce i lokalavisen om et iværksætterkursus. Det var på kurset, at tanken om at springe ud som iværksætter blev til beslutningen om at starte egen butik.

Mødet med andre iværksættere og en realistisk beskrivelse af det hårde arbejde som iværksætter med en arbejdsuge på 60-70 timer og udsigten til ikke det første tid at tjene penge afskrækkede ikke Tina. Hun tog derfor efter det første introduktionsmøde kontakt til Nordjysk Iværksætter Netværk, der med en særlig rådgivningspakke hjalp hende i gang med livet som iværksætter.

Al begyndelse er svær
På trods af butikserfaring og et godt kendskab til de sko Tina skulle sælge, var det pludseligt svært at være den, der skulle sørge for husleje, løn og skulle tage de endelige økonomiske beslutninger.

Derfor var der også god støtte at hente i netværket, hvor Tina fik hjælp til at lave en forretningsplan og mulighed for at diskutere idé og forretningsgrundlag med en af konsulenterne.

- Jeg havde virkelig stor glæde af konsulenten i netværket. Han er tidligere bankrådgiver og havde en god fornemmelse for om mit budget nu også var realistisk. Det er vigtigt, at man er godt forberedt inden man går i banken, til sin advokat eller revisor, og det var med hjælp fra netværket, jeg fandt frem til den bedste rækkefølge at gøre tingene i.

Alene i år har netværket rådgivet mere end 414 iværksættere, der har haft lyst og mod til at starte egen virksomhed.

Læs mere om Nordjysk Iværksætter Netværk på www.nin.dk.