Eksterne links
Relevant materiale
Digitalisering af offentlig byggesagsbehandling
”Digitalisering af Offentlig Byggesagsbehandling” er et treårigt digitaliseringsprojekt der skal demonstrere, hvordan det er muligt at gennemføre en byggesag med digitale data. Det skal vise, i hvilket omfang brugen af digitale data sparer offentlige og private ressourcer, samt forbedrer kvaliteten i byggesagsbehandlingen.
De digitale redskaber skal implementeres og afprøves i et antal kommuner og projektet skal herigennem indsamle viden om problemstillinger forbundet med udvikling og implementering samt påvise hvilke gevinster borgere, virksomheder og myndigheder kan opnå - herunder arbejdskraftbesparelser i den offentlige forvaltning.
Demonstrationen er publiceret på hjemmesiden "Min byggetilladelse", hvor man kan se alle oplysninger som er relevante for en byggesag, og ansøge digital om byggetilladelse i 6 kommuner.
Det er projektets strategiske sigte at skabe grundlaget for at der kan træffes beslutning om en landsdækkende implementering af digital byggesagsbehandling – et nationalt beslutningsgrundlag.
Projektet gennemføres i samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen (EBST), KL og Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Vejle og Århus kommuner.
”Digitalisering af Offentlig Byggesagsbehandling” er forankret i Domænebestyrelsen for Bygninger, Boliger og Forsyning, og er medfinansieret via en bevilling fra Fonden til investering i Anvendt Borgernær Teknologi (ABT-fonden).