Der er gennem den seneste årrække blevet større og større fokus på en række udfordringer og muligheder for danske virksomheder og institutioner i forbindelse med vedvarende og bæredygtig energi og udvikling.
En stor del af opmærksomheden retter sig mod udvikling af nye teknologier, men der er et - både økonomisk og miljømæssigt - meget stort potentiale i at anvende og forstå allerede eksisterende teknologier og viden på nye måder.
Den samfundsmæssige udfordring består i, at nye teknologier kun kan afhjælpe klimaproblemet, såfremt de tages i anvendelse af forbrugerne. Derfor er viden om brugernes adfærd, behov og interaktion med nye klimavenlige produkter afgørende for at sikre, at den store forskningsindsats for at finde nye teknologier reelt bidrager til at løse klimaproblematikken.
F.eks. kan en stor del af energiforbruget i Danmark reduceres ved at finde nye innovative energieffektive løsninger. Men kun en mindre del af danskerne benytter sig af de eksisterende teknologiske løsninger, selv om de også indebærer en økonomisk besparelse for den enkelte forbruger.
Temaområdet under Program for brugerdreven innovation skal sætte fokus på, at viden om brugerens behov for og ønsker til nye produkter og løsninger er nødvendig for at udvikle de rigtige produkter og løsninger – løsninger, der på én og samme tid bidrager til at afhjælpe klimaproblematikken og rammer brugernes behov.