Af Jørgen Rasmussen, Århus Arkitektskole
Som praktiserende designer gennem 13 år og nu som underviser og forsker i uddannelsesmiljøet er jeg pr. tradition en klar tilhænger og bruger af brugerinddragelse i designprocesserne. Denne holdning er tæt forbundet med den danske demokratiske tankegang, og jeg vil endda hævde, at det netop er det, der karakteriserer ”Danish Design”, hvis dette begreb stadigt eksisterer.
Designeren indhenter informationer fra brugerne (og producenten naturligvis) frem til det punkt, hvor ønsker og krav skal konkretiseres. Derefter bliver processen en tolkning af de indsamlede informationer – nemlig designerens egen tolkning – og produktet bliver derfor tilført designerens faglighed og de kvaliteter, der ligger i den. Ikke nødvendigvis i den sidste del af processen, men oftest som en gennemgående påvirkning af hele forløbet.
Denne forståelse af brugerinddragelse har gennem tiden været den fremherskende måde for designeren selv af forstå brugerens og designerens indbyrdes roller. Derfor har der også været kritiske røster fremme om, at ”user driven design” kunne reducere designerens rolle til at blive ”skriverdreng” eller ”illustrator” for brugeren, der i princippet gennem sine krav og ønsker drev eller styrede processen.
Brugen af ”lead users” samt de nyeste typer af ”user communities” bærer ved til dette bål, men vender samtidig op og ned på begreberne for brugerinddragelse, hvorved en helt ny diskurs igangsættes. Erik von Hippel har længe argumenteret for, at designprocessen med succes kan demokratiseres, samt skabt belæg for, at der er “high expected benefits” ved at lade lead users initiere udviklingsprocessen. Elephant Design har taget skridtet fuldt ud og har oprettet et user community ved navn CUUSOO. Sitet havde sin spæde start i 2001 og havde i 2008 mere end 50.000 registrerede brugere - og sitet er kun på japansk! Elephant Design kalder det for ”User Driven Design for Business” og hentyder dermed til, at konceptet stiler direkte mod at sætte brugernes ideer og ønsker i produktion.
Kort fortalt fungerer konceptet for dette user community på følgende måde: Brugeren præsenterer en idé til nye produkter, efterlyser en løsning på et identificeret problem eller formulerer ”et ønske”. Andre brugere byder derefter ind med løsninger eller deres mening om produktet ved at stemme om, hvorvidt de synes, det er en god idé. Får ideen eller en løsning tilstrækkeligt mange stemmer, opstilles forskellige prisoverslag for brugerne, som derefter vurderer, hvilken pris de vil være parate til at betale for produktet. Hvis produktet herefter igen får tilstrækkeligt mange stemmer, igangsætter Elephant Design – i samarbejde med en producent – en produktudviklingsproces.
Der er fastsat et ”break even point” på ca. 1.000 brugere/kunder. Når produktet er produceret, udbydes det efterfølgende på sitet og andre steder, som kunne være interesseret i at distribuere produktet. Brugeren eller det ”community member”, der først præsenterede ideen på sitet, får sidenhen en procentuel royalty-betaling af det efterfølgende salg. Og royalty-betalingen er ved at komme op på størrelser, der kan tiltrække professionelle. I 2008 udbetaltes ca. 176.000 US$ til ”online designers”, og kurven er steget med mellem 10 og 20 % p.a. siden 2003.
At sitet ikke kun er for håbefulde og innovative unge, der får afløb for deres skaberevne, understreges af, at virksomheder som Muji har taget konceptet til sig som reel udviklingsmodel for produkter. Et enkelt af deres produkter, en slags sækkesofa, giver årligt designeren over 20.000 US$ i royalty. Andre producenter, f.eks. en skoproducent, bruger sitet som en slags kæmpe-fokusgruppe, hvor de tester produktets potentielle prisfastsættelse, før det lanceres på markedet. Andre producenter bruger de mange ideer og forslag (i 2008 blev 3.476 bruger-ideer delt på sitet) som en slags innovations-katalog og som en kilde til at identificere potentielle produktideer (som f.eks. Muji).
Det er svært at gennemskue, hvordan denne form for communities vil udvikle sig i fremtiden. Jeg mener dog, at der tegner sig et billede af, hvilket kolossalt potentiale der faktisk er i denne form for ”bruger-interaktion”. Når jeg kalder det bruger-interaktion, er det, fordi der her er helt nye regler og muligheder for indflydelse og deltagelse i udviklingsprocesser, som ikke falder ind under eksisterende beskrivelser af brugerinddragelse. I yderste konsekvens har alle brugere mulighed for at blive styrende i processen, ligesom involverede producenter og virksomheder bliver brugere (af sitet) på en måde, der vil kunne få indflydelse på deres traditionelle ”business plan”.
Professionelle designere må også nødvendigvis forholde sig til denne case. Både for at forstå de nye mekanismer, høste af potentialet samt måske indtænke det i egen ”business plan” og bruge denne form for ”markedsplads” til præsentation af egne produkter eller som matchmaking med potentielle producenter. Det er svært at gennemskue, om det allerede sker, men mange af de indkomne ideer ser ganske ”professionelle” ud, så det kan ikke udelukkes. Jeg mener også, at man bør overveje hvorledes de designmæssige kompetencer kan bringes i spil i dette miljø, og hvordan konceptet kan indgå i designerens businessplan. Ligeledes bør man overveje, hvilke nye designydelser denne form for demokratisering kan tilvejebringe eller suppleres med, hvis de professionelle designere skal fastholde en fagligt tilstedeværelse i denne type processer.
Sitet er som bekendt kun på japansk, men det har ikke forhindret LEGO i at indgå med et site under CUUSOO.COM i et pilotprojekt, hvor de på den måde får erfaring med konceptet og måske et lille forspring, når det bryder løst på verdensplan. LEGO bygger videre på tidligere erfaringer med lignende netbaserede communities for brugerdesigns og kan udvikle det nye koncept i fred og ro i ly af den japanske sprogbarriere.
Der er dog allerede en international udvikling i gang, hvor Danmark er udset som spydspids i en international satsning fra Elephant Design. Danmark er af mange årsager et ideelt sted som laboratorium for denne proces, da danske brugere er vel repræsenteret på nettet, de forstår næsten alle engelsk, og danskerne er generelt interesseret i/skolet til at deltage i demokratiske processer. Derfor har danske designere og virksomheder måske også en lille fordel, når konceptet spreder sig på verdensplan. Jeg vil derfor opfordre alle – virksomheder som designere – til at gå ind på sitet og udforske på livet løs for dermed at blive bekendt med konceptet. Det er ikke optimale vilkår med det japanske sprog, men med Googles oversættelser giver det en smule mening.
Eller den engelske CUUSOO FUTURE DIARY, hvor man kan byde ind med ønsker på engelsk.
Litteraturliste:
“Finding commercially attractive user innovations: A test of lead user theory”
Nikolaus Franke, Eric von Hippel, MartinSchreier
Published in Journal of Product Innovation Management (2006) Vol 23 pp. 301-315.
“Performance Assessment of the Lead User Idea Generation Process for New Product Development”
Gary L. Lilien, Pamela D. Morrison, Kathleen Searls, Mary Sonnack, Eric von Hippel, 2002
Fodnote 1
Morrison et al 2002: “Traditional idea generation techniques based on customer input usually collect information on new product needs from a random or typical set of customers. The “lead user process” takes a different approach. It collects information about both needs and solutions from users at the leading edges of the target market, as well as from users in other markets that face similar problems in a more extreme form."
Fodnote 2
von Hippel, E; Democratized Innovation: “and innovation by users appears to increase social welfare.”
Fodnote 3
Muji er en stor japansk kæde for boligartikler der kan sammenlignes med IKEA. Ud over i Japan er der Muji butikker i flere europæiske storbyer. Stilen er minimalistisk skandinavisk/Japansk (http://www.muji.com/)
Fodnote 4
Fodnote 5
F.eks. LEGO Factory, der er et software koncept hvor brugeren kan bygge en virtuel LEGO model af virtuelle klodser og derefter indsende en ordre på en pakke LEGO der indeholder netop de klodser der skal til for at bygge netop den model. (http://factory.lego.com/)