Tilfredsstillende forhold er et almindeligt anvendt udtryk for, at alment anerkendte anvisninger for den tekniske udformning følges, og at rimelige forventninger udtrykt ved byggetraditioner er opfyldt.

For generel information om anvendelse af kvalitetsniveauer i byggeriet henvises til det indledende afsnit herom.

Funktion

Bygninger og konstruktioner skal bibeholde deres funktion i hele den levetid, som kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte anvendelse.

Det sker, at man i løbet af bygningens levetid ønsker at indrette for nye funktioner og ændrede anvendelser. Her kan et mindre specifikt og mere generelt bygnings- og konstruktionsdesign samt valg af fleksible løsninger ofte give en mere anvendelig bygning.

Der skelnes mellem fleksibel bygningsfunktion og fleksibel konstruktion. Fleksibel bygningsfunktion og indretning vil ofte stille større krav til konstruktionernes ydeevne. En fleksibel konstruktion tillader, at bygningen anvendes til flere funktioner.

Holdbarhed

Bygningen og dens konstruktioner skal som minimum holde i hele den levetid, der kan anses som normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte funktion. Man kan ofte opnå en bedre holdbarhed ved at vælge løsninger, dimensioner og materialer, som i nogen grad overopfylder kravene.

En bygnings levetid vil være en funktion af mange parametre; anvendelse, konstruktionstype, materialer, vedligehold m.m. Bygninger, der ikke fra starten er tænkt midlertidige, vil kunne forventes at have en levetid på mindst 50 år, og en levetid på 70-100 år kan anses for normal. levetiden for bygningsdele afhænger af bygningsdelens funktion, materiale, vedligehold m.m. levetiden for konstruktionsdele vil almindeligvis skulle svare til bygningens levetid som helhed. ikke-bærende bygningsdele hørende til klimaskærmen kan have en kortere levetid end bygningen som helhed, medens dele hørende til bygningens aptering normalt vil have de korteste levetider; fx 10-30 år.

Robuste bygninger

En bygning anses for robust når de kvalitetsmæssigt afgørende bygningsdele kun er lidt følsomme over for fejl og utilsigtede påvirkninger. Bygningsdele og materialer bør have overskud til at modstå mindre svigt. Minimering til grænsen af ydeevnen vil i almindeligt byggeri ikke være tilrådeligt, da det kræver fejlfri udførelse i alle led, hvilket erfaringsmæssigt er svært at opnå; se i øvrigt DS/INF 146 (Dansk Standard, 2003a).

Bemærk, at der ved svigt tænkes på alle betydende situationer, hvor ydeevnen viser sig utilstrækkelig; dvs. såvel konstruktive svigt som svigt af bygningsfysisk ydeevne m.m. Vedrørende begreberne fejl, svigt, skade og mangel henvises til By- og boligministeriets 'Bekendtgørelse om kvalitetssikring af byggearbejder' (Bekendtgørelse nr. 169, 2004).

Bygningsdele kan betragtes som robuste, hvis de kan modstå almindeligt forekommende påvirkninger i den normale levetid ved den påtænkte anvendelse. I EN 1990 (Dansk standard, 2007e) stilles mere specifikke krav til konstruktioners statiske robusthed. En bærende konstruktion kan anses for robust når de sikkerhedsmæssigt afgørende dele af konstruktionen kun er lidt følsomme overfor utilsigtede påvirkninger og defekter, eller der ikke sker et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del af konstruktionen svigter.

Se i øvrigt kap. 4.2 og kap. 4.6.

God praksis

God praksis er et almindeligt anvendt udtryk for, at anerkendte anvisninger for den tekniske udførelse følges. God praksis omfatter også at man tager hensyn til registrerede erfaringer fra praksis som bl.a. opsamlet i Byg-Erfa blade [www.bygerfa.dk]. God praksis svarer til god byggeskik.

God praksis omfatter endvidere, at man følger alment anerkendte sædvaner og traditioner - også de uskrevne - som er skabt og udviklet af byggeriets parter gennem erfaringsopsamling fra praksis. Erfaringer med 'God byggeskik' og tilknyttede begreber er opsamlet på blandt andet Byggeskadefondens hjemmeside [www.bsf.dk].

Egnede materialer

Materialer, der har været anvendt i mange år, og som har vist sig egnede til formålet vil ofte være at foretrække frem for ukendte materialer. Nye materialer eller materialer, der ikke er erfaringer med til det påtænkte formål, bør prøves og vurderes før anvendelsen. Prøvningsresultater og vurderinger skal som hovedregel kunne dokumenteres.

Byggematerialer skal være forenelige med de andre materialer, de sammenbygges med i fysisk og kemisk henseende. Her skal man især være opmærksom på kemiske reaktioner, elektrokemisk korrosion, opfugtning fra byggefugt og nedbrydning af polymere materialer.

Bygbarhed

For at opnå holdbare og sikre bygninger skal bygningen være bygbar i praksis. God bygbarhed indebærer bl.a. at:

• konstruktioner, samlingsdetaljer og udførelsesmetoder er tænkt igennem og beskrevet i et fyldestgørende udførelsesgrundlag
• materialer og bygningsdele kan indbygges og monteres korrekt under hensyntagen til forholdene på byggepladsen
• bygningsdele kan modstå håndtering og montering på byggepladsen
• byggeriet kan kontrolleres på en praktisk måde under udførelsen.

Processer, der er komplicerede at udføre, kan ofte med fordel henlægges til fabrik eller værksted, hvor vilkårene for arbejdets udførelse almindeligvis er bedre end på byggepladsen.

Udførelse

Under udførelsen skal der tages hensyn til såvel sikkerheden i bygningen som sikkerheden af midlertidige konstruktioner, fx til understøtning, afstivning eller støbning.

Sikkerhed af bygningen under opførelse omfatter fx sikkerhed mod væltning, kipning og instabilitet af bygningsdele samt laste og lastkombinationer, der følger af udførelsen.

Lufttætte konstruktioner mod undergrund

Konstruktioner skal udføres lufttætte mod undergrund for at modvirke at gassen radon trænger ind i bygningen. Lufttætheden kan sikres ved at etablere et sammenhængende tæthedsplan omfattende alle konstruktionsdele mod jord. Se desuden kap. 6.3.3.2 om radon.

Laster

Bygninger påvirkes af egenlast, nyttelaster, naturlaster og ulykkeslaster.

• Egenlast er påvirkninger fra bygningskonstruktionens egenvægt med tilhørende faste bygningselementer; fx beklædning, isolering og faste installationer.
• Nyttelaster er den belastning, der påføres bygningen under brug såsom personer og inventar.
• Naturlaster er påvirkninger fra vind, sne, temperatur m.m.
• Ulykkeslast omfatter brand samt last fra påkørsler og eksplosioner.

Sikkerhed i forbindelse med brand behandles i kap. 5.

Laster behandles i EN 1991-1 (Dansk Standard, 2007f).

Bygningskonstruktioner skal dimensioneres for kombinationer af samtidigt forekommende laster. Lastkombinationer behandles i EN 1990 (Dansk Standard, 2007e).

Primære og sekundære bygningsdele

I konstruktionsmæssig henseende skelnes mellem primære bygningsdele og sekundære bygningsdele. Primære bygningsdele betragtes som bygningskonstruktioner og skal dimensioneres i henhold til ovenstående.

Sekundære bygningsdele er bygningsdele, hvor det vurderes, at konsekvensen af et svigt er lille, dvs. der er minimal risiko for personers liv og helbred, samtidig med at bruddet har ingen eller ringe konsekvens for sikkerheden af resten af konstruktionen. Det bør indgå i vurderingen i hvilket omfang nedstyrtende bygningsdele, herunder beklædninger, udgør en risiko for personer, der færdes i nærheden af bygningen.

Sekundære bygningsdele kan fx være beklædningsplader, indvendige ikke-bærende vægge eller lette nedhængte lofter.

Sekundære bygningsdele kan udføres med mindre sikkerhed end krævet i konstruktionsnormerne. For glas gælder dog særlige forhold; se kap. 4.3.

Det skal bemærkes, at svigt som følge af vindpåvirkninger kan medføre væsentlige ændringer af vindlastforholdene på andre bygningsdele, og derfor kan have konsekvens for resten af konstruktionen. Udfyldende elementer i klimaskærmen, fx glas, kan derfor ikke generelt anses for sekundære bygningsdele.

Robuste konstruktioner

Eftervisning for frosthævning

Traditionelt føres fundamenter til frostfri dybde, hvilket normalt er 0.9 m til 1.2 m under terræn. For fundamenter, der ikke føres til frostfri dybde, skal det eftervises, at der ikke er risiko for frosthævning. Det kan anses for opfyldt, hvis temperaturen ikke kommer under –1 °C i frostfølsomme lag, dvs. jordlag under fundamentet og et eventuelt kapillarbrydende lag.

For bygninger, der kan antages konstant opvarmede, skal en udvendig frostsikring af fundamenter være tilstrækkelig robust til at sikre, at frostsikringens ydeevne er opretholdt i hele bygningens påtænkte levetid.

Ved bygninger, der ikke kan antages konstant opvarmede, fx sommerhuse, bør kravet opfyldes for en uopvarmet bygning. Ved bygninger, der kan forventes holdt frostfrie, kan eftervisningen ske for en indetemperatur på 5 °C ved hjælp af DS/EN ISO 13793:2001 (Dansk Standard, 2001a).

Lejlighedsvis last fra personer på tage kan for lægter, tagplader og andre lokale konstruktioner med beskeden spændvidde give betydeligt større påvirkninger end vind og sne. For at forhindre personskade ved arbejde på taget, bør taget være trædesikkert. Det kan opnås enten ved, at tagdækning og tagunderlag i sig selv er tilstrækkeligt stærkt, eller ved at en anden bygningsdel kan opfange en person, der er trådt igennem tagdækningen.

Taglægter med dimensionen 38 x 73 mm, der er styrkesorteret til klasse T1, lagt med en indbyrdes afstand på højst 460 mm (c-c) og med en spændvidde på maksimalt 1 m, kan normalt anses for at yde tilstrækkelig sikkerhed mod gennemtrædning; se i øvrigt TRÆ 51, Taglægter (Munch-Andersen et al., 2005) og TRÆ BB01, Lægtning af tage (Munch-Andersen, 2005). 

Tagunderlag af plader eller brædder, som spænder mellem spær, er normalt bærende. Plader skal være CE-mærkede i henhold til EN 13986:2004 (Dansk Standard, 2004a), og der skal eksistere en vejledning om korrekt brug af det specifikke produkt. Anbefalinger vedrørende dimensionering kan findes i 'Projektering af tage med tagpap og tagfolie' (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2001).

Tegl i traditionelle tegltage kan anses for trædefaste.

Glas i tage, tagvinduer og andre glaskonstruktioner er almindeligvis ikke trædefaste.

Klimapåvirkninger

Under byggeprocessen kan klimapåvirkninger forårsage utilsigtet nedbrydning af byggematerialer eller konstruktioner med forkortet levetid og forringet eller helt manglende funktionsevne til følge. Ved byggeprocessen forstås i denne forbindelse transport til byggepladsen, oplagring på byggepladsen, selve indbygningen samt endelig perioden frem til byggeriet tages i brug.

Skimmelsvampevækst

Der kan i princippet gro skimmelsvampe på alle byggematerialer, men materialer som gipskartonplader og træbaserede bygningsdele er særligt følsomme over for vækst af skimmelsvampe, der kan forårsage indeklimaproblemer.

Byggematerialer skal håndteres, så skimmelsvampevækst ikke opstår under byggeprocessen. Skimmelsvampe kan undgås, hvis fugtpåvirkningerne holdes nede, fx gennem passende afskærmning mod nedbør og udtørring af byggefugt. Risikoen for skimmelvækst er størst på organiske materialer, men der vil også kunne vokse skimmelsvamp på støv på uorganiske materialer. Tapet, tapetklister og visse typer maling tilbyder gode vækstforhold for skimmelsvampe, hvorfor beton bør udtørres til et passende lavt fugtindhold, før malerarbejdet igangsættes.

Ved projektering af konstruktioner og bygningsdele samt under planlægning af udførelsen bør der tages hensyn til risiko for skimmelvækst, så der ikke indbygges fugt, som kun vanskeligt kan udtørres før byggeriet fortsættes eller afsluttes. Det kan sikres ved så vidt muligt at anvende tørre bygematerialer og sikre hurtig udtørring efter nødvendige våde byggeprocesser, så betingelser for skimmelvækst ikke opstår. Se også kap. 4.1, stk. 6 om kritisk fugtindhold.

Om vækstbetingelser og forholdsregler for skimmelsvampe, se SBi-anvisning 204: 'Undersøgelse og vurdering af fugt og skimmelsvampe i bygninger' (Valbjørn, 2003) og Byg-Erfa erfaringsbladet 'Skimmel i bygninger - vækstbetingelser og forebyggelse' (Byg-Erfa, 2005a).

Svind og kvældning

Nogle byggematerialer, herunder træ og træbaserede materialer, vil ved fugtpåvirkning kvælde og ved efterfølgende udtørring svinde. Ved kvældning forstås volumenudvidelse som følge af opfugtning, mens svind betegner volumenreduktion som følge af udtørring. Både kvældning efter utilsigtet opfugtning og svind ved udtørring af opfugtet materiale kan medføre skader på bygningsdele og bygning. Sådanne byggematerialer skal derfor under byggeprocessen håndteres, så der ikke ophobes fugt i materialet – blandt andet ved afskærmning mod nedbør.

Ved indbygning af materialer og bygningsdele skal der tages hensyn til, at uundgåelig svind og kvældning som følge af årstidsvariationer i luftfugtigheden kan forekomme, uden at give anledning til bortfald af ydeevne, fx ved svigt af materialer, bygningsdele eller samlingselementer. Det kan være nødvendigt at udforme løsninger så uhindret dilatation i nogen grad kan forekomme.

UV-stråling

Solstrålingens indhold af UV-stråling virker nedbrydende på materialer, der indeholder polymerer. Bygningsdele fremstillet af materialer med begrænset UV-bestandighed bør derfor opbevares beskyttet mod UV-stråling og afdækkes hurtigst muligt efter monteringen, fx dampspærrer, visse undertagsmaterialer, termorudekanter m.m.

Frost

Lave temperaturer kan forårsage frysning af vand i beton, jord, grus m.v., hvilket kan medføre frosthævning eller frostsprængninger. Underlag for kloak, dræn og bygningskonstruktioner skal holdes frostfri.

Hærdnende beton

Beton skal beskyttes mod skadelige påvirkninger i hærdningsperioden, fx solstråling, stærk vind, træk, frysning og nedbør. DS/EN 13670:2009. Udførelse af betonkonstruktioner. (Dansk Standard, 2009c) beskriver, hvilke krav der bør stilles til beskyttelse af beton i hærdeperioden, samt hvordan kvaliteten kan kontrolleres.

Kvalitetssikring

For at sikre, at der ikke indbygges materialer eller bygningsdele, som er opfugtede eller har skimmelsvampevækst, bør producenter og udførende følge forskrifter for kvalitetsstyring, som tager sigte på at undgå fugttekniske problemer. Det er særligt aktuelt ved vinterbyggeri og byggeri i våde perioder. Se fx Bekendtgørelsen om vinterforanstaltninger. (Bekendtgørelse nr. 995 af 6/10/2006, 2006)

Kvalitetssikringen bør bl.a. indeholdende fugtmålinger og visuel inspektion for skimmelsvampe. Forskrifter for kvalitetsstyringen bør for fugtfølsomme materialer omfatte følgende processer:

• emballering og håndtering på fabrik
• transport til byggeplads
• opbevaring på byggeplads
• håndtering og indbygning
• udtørring og opvarmning
• dokumentation af kontrol.

Også materialer, der er mindre følsomme over for fugt bør løbende undersøges for fugtindhold, så det sikres, at aptering af fugtfølsomme materialer som tapet, trægulve og skabe ikke bygges ind før bygningen er tilstrækkeligt tør.

Kvalitetsstyringssystemet bør følge principperne i DS/EN ISO 9001 (Dansk Standard, 2008b).

Fugtkravet kan eftervises ved måling af fugtindhold i materialer og bygningsdele før ibrugtagning. Ifølge bestemmelserne i kap. 1.4, stk. 2 nr. 4 skal fugtmålingen foretages af en sagkyndig, som efterfølgende skal afgive en erklæring om fugtforholdene. Erklæringen kan være en del af den fugttekniske dokumentation, jf. afsnittet nedenfor om fugtteknisk dokumentation. Der er ingen specifikke krav til den sagkyndiges organisatoriske placering, og denne kan med fordel udføre sit arbejde som et integreret led i byggeriets tilblivelse.

Ved fugtmåling skal det eftervises, at fugtindholdet i et materiale ikke overstiger materialets kritiske fugtindhold. Ved vurdering af et materiales kritiske fugtindhold skal der blandt andet tages hensyn til risiko for:

• forringelse af mekaniske egenskaber
• forringelse af termiske egenskaber
• uønskede fugtbevægelser som følge af svind og kvældning
• uønskede kemiske og elektrokemiske reaktioner
• råd, svampe- og insektangreb
• skimmelsvampevækst.

Med hensyn til risikoen for skimmelsvampevækst skal vurderingen af om fugtindholdet er kritisk, bl.a. ses i sammenhæng med temperaturen, overfladebeskaffenhed, og fugtbelastningens varighed.

Oplysninger om det kritiske fugtindhold i materialer kan almindeligvis fås hos producenten eller leverandøren.

Hvis det kritiske fugtindhold med hensyn til skimmelvækst for et materiale ikke er kendt og dokumenteret, kan et fugtindhold i materialet, der er i ligevægt med en relativ luftfugtighed på 75 pct. på materialets overflade normalt anvendes som kritisk fugtindhold, se fx 'Fukthandbok. Praktik och teori.' (Nevander & Elmarsson, 2006).

Ved tilrettelægning af fugtmålingen skal der blandt andet tages hensyn til:

• særligt fugtfølsomme materialers fugtforhold
• materialers varierende evne til at optage fugt fra omgivelserne
• årstidsbestemte variationer i materialernes fugtindhold
• udtørring af materialer efter våde byggeprocesser
• lukning af råhus og udtørringsprocesser ved opvarmning
• fugtophobning ved transport og opbevaring.

Fugtmålingerne skal være repræsentative, dækkende og tilrettelægges individuelt for det enkelte byggeri, dvs. at fugtmålingerne skal være fordelt jævnt over bygningen og dens bygningsdele samt have et antal, der giver et signifikant grundlag for vurdering af bygningens fugtforhold. Der skal ofte foretages en del fugtmålinger, da fugtforholdene kan variere betydeligt i den samme bygning og inden for samme bygningsdel. Eksempelvis er det nødvendigt i et trægulv på et betondæk at måle fugtindhold i såvel trægulvet som den underliggende beton, og da bør måling af fugtindhold i betondæk foretages før lægning af trægulv.

Fugtmålinger, der efterviser et fugtindhold under materialernes kritiske fugtindhold, er ikke en garanti mod, at der kan optræde fugtophobninger og skimmelvækst i byggeriet, idet:

• det kan være vanskeligt at få en dækkende beskrivelse af fugtforholdene med fugtmålinger
• fugt kan transporteres rundt i materialer og bygningsdele efter byggeriets færdiggørelse
• skimmelvækst kan være skjult i utilgængelige bygningsdele på måletidspunktet.

Se i øvrigt:

• SBi-anvisning 170, Målemetoder til bygningsundersøgelser (Brandt, 1990)
• SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009)
• 'Fukthandbok. Praktik och teori.' (Nevander & Elmarsson, 2006)
• Byg-Erfa bladene Fugtindhold i træ - måling og vurdering (Byg-Erfa, 2003) og Fugtindhold i beton og murværk - måling og fejlkilder (Byg-Erfa, 2005b) for råd om fugtmåling.

Fugtteknisk dokumentation

Før ibrugtagning af byggeriet kan man med fordel udarbejde en fugtteknisk dokumentation, som kan indeholde:

• forskrifter for kvalitetssikring, jf. stk. 5, som foreskrevet i projektets udførelsesgrundlag; herunder arbejdsbeskrivelser.
• kontroldokumentation af fugttekniske forhold under udførelsen
• resultater af fugtmålinger.

Som supplement til den fugttekniske dokumentation kan gennemføres en systematisk visuel kontrol for skimmelvækst.