Tilkørselsveje
Tilkørselsveje på ejendommes ubebyggede arealer anbefales udført i overensstemmelse med vejreglerne i 'Færdselsarealer for alle - Håndbog i Tilgængelighed' (Vejdirektoratet, 2003). Der bør sikres en frihøjde på min. 2,6 m på til- og frakørselsveje samt på selve handicapparkeringspladserne, da mange kassebiler udføres med forhøjet tag.
Belægninger
Ved bygninger med mange brugere anbefales et adgangsareal med en fri gangbredde på mindst 1,8 m. Jævne, faste og skridhæmmende belægninger på adgangsarelaet sikrer, at fx personer med gangbesvær, synshandicap eller kørestol kan bruge det. Plane belægninger med skridhæmmende overflader er bedst egnede, og evt. fuger bør ikke være mere end ca. 5 mm brede. Hvis fugerne er bredere, anbefales det at fylde dem helt op med et fast materiale med god holdbarhed.
Udligning af niveauforskelle
Figur 2.6.3.2a. Udligning i terræn.
Hvis niveauforskelle udlignes med ramper, som hælder mere end 1:25 (4 cm pr. m), skal disse udføres med vandrette hvilereposer på min. 1,3 x 1,3 m, samt håndlister. Når rampen hælder mindre end 1:20 (5 cm pr. m) kræves der dog ikke håndlister, hvis rampen er forsynet med værn eller indgår i en terrænudligning, hvor der ikke er fare for fald til siderne. En vejledende, maksimal hældning til siderne kan være 1:5 (20 cm pr. m).
Ramper og udligninger i terræn, der kommer i forbindelse med soklen på bygninger, anbefales afsluttet på en måde, der forhindrer indtrængen af fugt i bygningen (se kap. 3.2.1, stk. 2).
Figur. 2.6.3.2b. Ramper i adgangsveje.
Figur. 2.6.3.2c. Udformning af håndlister.
Små niveauspring
Ved opkørsler til overvindelse af kantsten og enkelttrin kan stejlere hældninger end 1:20 (50 mm pr. m) accepteres. En udligning med hældningen 1:10 (100 mm pr. m) er acceptabel iht. DS 3028 (Dansk Standard, 2001d). Er der tale om en kantstensrampe anbefales det, at en lodret kant på 25-30 mm bevares, så personer med synshandicap kan følge hele kantstenen med den hvide stok.
Figur 2.6.3.2d. Udligning af små niveauspring ved kantsten kan have en hældning på 1:10.
Trappers hældning
Udendørs trapper skal have en stigning (trinhøjde) på højst 150 mm og en grund (trinflade) på mindst 300 mm. En håndregel siger, at en bekvem udendørs trappe opnås ved følgende sammenhæng: 1 grund + 2 stigning = 650-700 mm.
Trapper med lav hældning anbefales, hvis der er mange brugere, som fx i offentlige bygninger, institutioner og erhvervsvirksomheder. Her kan stigningen fx være ca. 135 mm og grunden ca. 400 mm.
Trapper anbefales udført med ens grund og stigning over hele forløbet. Varierende størrelser kan betyde øget faldrisiko. Trinflader bør være vandrette, men lukkede trapper og trapper i terræn bør dog have et lille, udadgående fald på max. 1:40 (2,5 cm pr m) af hensyn til afvanding. Det kan mindske risikoen for isdannelse om vinteren.
Begreberne grund og stigning refererer til DS 1107 (Dansk Standard, 1978) om terminologi for trapper.
Håndlister
Håndlister til trapper og ramper skal være nemme at gribe om og holde fast i. Se kap. 3.2.3, stk. 1 for anvisning på, hvordan dette kan opfyldes.
Eksempler
Eksempler på adgangs- og tilkørselsarealer med god tilgængelighed kan findes sammen med SBi-tjeklisterne for belægninger, ramper, trapper, taktil markering [www.sbi.dk/tilgaengelighed/tjeklister].
Følbar adskillelse af trafikformer
Gangarealer til bebyggelsen, dvs. indgange og udearealer skal være adskilt på en tydeligt følbar (taktil) måde fra andre trafikformer, dvs. cykelsti, vej og parkeringsplads. Formålet er at nedsætte risikoen for, at syns- og hørehandicappede påkøres, og at gøre det lettere at orientere sig. Den følbare adskillelse kan fx etableres ved at en plan flisegang langs siderne omgives af græs, ujævn belægning, kantsten, håndlister eller lignende.
Hvis gangarealet ikke er en følbar afgrænset sti, men fx passerer over en åben plads, kan man med fordel anlægge en såkaldt ledelinie, som kan bidrage til at skille trafikformerne. Ledelinjer bør udformes, så de kan følges med en blindestok og ses tydeligt af svagtseende. De kan fx anvendes på forpladser, trafikterminaler, torve og pladser og angive retningen til indgange, taxaholdepladser og busstoppesteder. Der er udviklet specielle fliser og elementer med langsgående ribber til brug som ledelinjer. Ledelinier bør ligge i en plan belægning, fx fliser med en størrelse på mindst 400 x 400 mm. Placeres ledelinjen i belægninger med mange fuger eller ujævnheder, vil den ikke kunne mærkes tilstrækkelig tydeligt.
For vejledning om udformning og anlæg af ledeliniesystem henvises til SBi tjekliste for udendørs ledelinier [www.sbi.dk/tilgaengelighed/tjeklister] samt til 'Tilgængelighed i Detaljen' (Dansk Blindesamfund, 2004).
Markering af trapper og forkanter
Ovenfor trapper skal der være et belægningsskift, som både i synlighed og følbarhed adskiller sig markant fra den øvrige belægning. Ligesom for ledelinier er der udviklet specielle knopfliser og elementer, som kan anvendes.
Forkanter af trin markeres både på det yderste af trinfladerne og den lodrette del af trinnet, så kanterne fremstår tydeligt for personer med svagt syn. Der henvises til kap. 3.2.2 (stk. 1 og stk. 4) med hensyn til at opnå tilstrækkelig visuel kontrast. Forkanter, som er skridhæmmende, anbefales.
Sikring af fritstående trapper
Områder under fritstående trapper med mindre end 2,2 m fri højde anbefales afskærmet med værn i højder på ca. 0,2 m og 1,2 m, så fx personer med synshandicap sikres mod at støde ind i trappens underside.
Trinflader med gitterriste
Trinflader af gitterriste bør undgås; alternativt kan de gøres egnede for personer med blindestokke ved at vælge gitterdimensioner på ca. 9 mm, lidt under diameteren på de tyndeste blindestokke. Trinflader med fx drænhuller i metalplader kan give risiko for at førerhundes kløer rives af, og denne type trinflader bør derfor også undgås. Problemet kan evt. fjernes ved at ændre detailudformningen af fladerne eller montere trædeplader.
Lukkede stødtrin
Trapper, der forsynes med lukkede stødtrin uden fremspring, er sikrere og lettere at gå op ad for personer med gangbesvær, fx halvsidigt lammede.
2. Bebyggelsesregulerende bestemmelser
